1. december

Så blev det 1. december. Eftersom al vores julepynt er pakket væk indtil vores ombygning er færdig er det eneste julepynt, vi har fremme, en virkelig smuk juledekoration, som Eskild har lavet i dagplejen. Men mon ikke vi når at finde julekassen inden juleaften.

Jeg kan forestille mig, at i en almindelig familie med et barn på 4 et halvt år, kan man ikke bare lade være med at pynte til jul, men her hos os, er der ingen forventninger. Vi skal dog have fundet pynten frem, for Aksel plejer at synes det er sjovt med nisserne, og at juletræet er rigtig spændende – især når lysene er tændt. Og Eskild kommer helt sikkert også til at synes, det er spændende.

Men julen her hos os er måske en lille smule anderledes end i andre familier. Ihvertfald bliver vi nødt til at tage nogle specielle hensyn til Aksel, for at sikre at vi alle får en god jul. Det vil jeg skrive en del om i løbet af den næste måned.

Derudover har jeg planlagt  en lille adventskalender. Det er ikke en, hvor man kan vinde noget, som det ellers ofte er tilfældet med adventskalendere på andre blogge. Næ her hos mig handler adventskalenderen om at blive klogere på, hvordan forskellige familier med handicappede børn holder jul. Jeg har nemlig givet ordet til fire forskellige familier, som fortæller om, hvordan de holder jul i deres familie og hvilke hensyn de må tage til deres handicappede barn. Jeg glæder mig selv til at læse det. Den første kommer på allerede i morgen, når det er første søndag i advent.

December står altså i julens tegn her på Flikflakfamilie, håber I alle får en rigtig god og hyggelig måned.

One thought on “1. december

Skriv et svar