Aksels juleaften – den julepyntede version (med fodnoter)

akselogjuletræetAksel og jeg har lavet en lille historie om Aksels juleaften, for at Aksel kan huske aftenen og måske kan fortælle om aftenen i børnehaven efter ferien. Vi hjælper hinanden med at fortælle historien nogle gange hver dag, og Aksel kan den udenad.

Mor, Far, Aksel og Eskild har holdt juleaften hjemme hos Mormor og Morfar. Vi fik dejlig mad, og Aksel og Eskild fik is til dessert. Bagefter fik Aksel og Eskild en pakke. Aksel fik et keyboard, som han blev meget glad for. Så dansede vi om juletræet. Vi dansede også gennem hele huset til “Nu er det jul igen”. Det var skægt. Bagefter legede Aksel, indtil han skulle i seng. Det var en dejlig juleaften. 

Der er udeladt enkelte detaljer fra Aksels version af juleaften. F.eks.:

  • At Aksel nægtede at åbne gaven med keyboardet, indtil han hørte, at der kom lyde inde fra pakken.
  • At Aksel ikke ville åbne flere gaver (de blev alle åbnet af Eskild dagen efter).
  • At Aksel blev meget frustreret og ked af det, lige inden vi skulle danse om juletræet og faktisk næsten ikke deltog i dansen, men så på fra sofaen (han var dog vild med “Nu er det jul igen”).
  • Og at legen efter dansen bestod i at kigge på juletræspynten fra forskellige vinkler, og hver gang Eskild nærmede sig (f.eks. for at finde en pakke under træet), fik han et ordentligt skub (fordi Aksels overskud var brugt, og han derfor ikke kunne overskue Eskild).

Til gengæld er der også udeladt positive detaljer:akselkeyboard

  • At begge børn sad utrolig pænt (og længe) ved bordet og spiste.
  • At Aksel blev virkelig glad for den ene gave, han åbnede.
  • Og at Aksel var vild med juletræet, og det var kun om aftenen, at han ikke kunne overskue dansen, for om eftermiddagen dansede han glad om juletræet og sang.

Alt i alt havde vi en fin juleaften. Der var lidt stress for forældrene ind imellem, fordi vi så gerne ville have, at begge børn havde en god aften. Aksels aften sluttede meget fint med, at han selv bad om at komme i seng. (Da han havde fået nattøj på, fik han de to muligheder at komme ind og hygge lidt mere eller komme i seng, og der valgte han at komme i seng. Rigtig flot af ham, at han kunne tage det valg.)

4 thoughts on “Aksels juleaften – den julepyntede version (med fodnoter)

  1. Signe Bang

    Rørende beskrivelse. Hvorfra henter du og din mand dog overskudet? Det er jo noget af det samme vi oplever, men hold op jeg har svært ved at rumme det for tiden. Jeg synes I har givet begge drenge en super juleaften.
    KH Signe

    1. Janni Post author

      Kære Signe. Vi har absolut ikke altid overskuddet. Med denne juleaften tror jeg det handler om tre ting. For det første har vi haft meget lave forventninger til, hvordan Aksel skulle tackle juleaften (så kan man næsten kun blive glædeligt overrasket). For det andet er Eskild stadig så lille, at vi ikke behøver at stresse over, hvorvidt Aksels udfordringer ødelægger aftenen for Eskild (det tror jeg er en større udfordring i jeres familie, hvor søskendene er ældre). For det tredje har jeg valgt at fokusere på de ting der gik godt. Det kan godt være, man bliver ked af det og stresset i situationen, men bagefter forsøger jeg at tænke på de ting, der gik godt og fokusere på, hvad der kan gøres bedre næste gang i stedet for at tænke på de ting, der gik galt. Det er ikke altid det lykkes, men jeg synes faktisk at vi havde en fin juleaften, jeg skal bare lade være med at forvente at vores juleaften er som familiers uden handicappede børn.

  2. Pingback: Et rosenrødt familieliv? | flikflakfamilie

  3. Pingback: Historien om Aksel | flikflakfamilie

Skriv et svar