Bag tastaturet

Bag tastaturet sidder Janni.

Jeg er 36 år, cand.mag. i dansk og psykologi og under uddannelse til fagjournalist. Til hverdag underviser jeg på en sprogskole i dansk og laver journalistik.

Min familie består af min mand, jeg selv og vores to sønner, Aksel fra marts 2008 og Eskild fra oktober 2011 og vores datter Asta fra oktober 2014. Tre dejlige børn. Aksel har dog nogle særlige udfordringer at kæmpe med, han har nemlig diagnosen infantil autisme, en diagnose som indvirker på hele familiens hverdag.

Da det gik op for os, at Aksel ikke udviklede sig som andre børn, begyndte jeg naturligvis som det første at undersøge en masse om hans handicap. Det fandt jeg en masse materiale om. Derimod havde jeg svært ved at finde ret meget om, hvad det egentlig betød for vores familie, at vi nu havde et handicappet barn.

Jeg er grundlæggende et positivt menneske med lyst til livet. Den information jeg fandt på nettet og i bøger fokuserede meget på problemerne og de svære ting i forhold til at have et handicappet barn. Der var masser af brugbar viden, men jeg manglede inspiration til, hvordan vi kunne fortsætte med at have et godt og positivt familieliv med vores handicappede barn.

Derfor har jeg nu oprettet flikflakfamilie.dk. Som et sted der samler information og ideer, samt giver eksempler på hvordan familielivet kan leves, selvom det slår flikflak. Forhåbentlig vil du finde inspiration og nye input til, hvordan man lever et godt familieliv med et handicappet barn.

14 thoughts on “Bag tastaturet

  1. Kathrine Felland Gunnløgsson

    Hej Janni
    Fik lige lyst til at sende dig en hilsen og sige tak for din kommentar på bloggen. Jeg vil glæde mig til at læse med her hos dig – og jeg har føjet dig til min liste over danske blogs.
    Hvor ser dine drenge søde & dejlige ud!
    Mange hilsner Kathrine

  2. Kirsten Springer

    Hej Janni
    Har lige fundet din blog og glæder mig til at kigge mig lidt mere omkring herinde :-)
    Det er jo altid dejligt når man støder på andre man har en form for fællesskab med.
    Vi skrives helt sikkert ved :-)
    Hilsen Kirsten

  3. Ditte Andreassen

    Hej Janni

    Jeg læste lige dit fine indlæg i Autismebladet og har været hurtigt omkring her på din blog lige nu. Min ældste søn Samuel har også IA og jeg genkender i høj grad oplevelsen af at få nr. to. Jeg har tit tænkt tanken “nå det er SÅDAN mine venner oplevede det at få børn!” Man vidste jo ikke som førstegangsforælder at det kunne være anderledes eller nemmere at få et barn; at ikke alle børn skal trinvist guides igennem enhver udviklingsfase, men faktisk lærer meget helt af sig selv :-) Det sagt så er Samuel jo også et vidunder og ville ikke være den han er uden sin autisme; vi prøver bare at hjælpe ham derhen hvor autismen ikke styrer hans liv.

    Som du er jeg (for) ofte stødt på en mur af negativitet, dommedagsprofetier og magtesløshed, både fra andre forældre på nettet og i grupper, og ikke mindst i institutioner. Derfor var det en lettelse for os at finde ABA-forum (www.abaforum.dk), hvor vi fandt både den optimisme og udviklingsfokus vi savnede OG redskaber til at få det til at ske. Vi har hjemmetrænet vores dreng, som er 7,5 år, med en ABA-inspireret tilgang siden februar 2011, og hans start i den lokale friskole har overgået vores – og deres – vildeste forventninger. Det kan netop være så frustrerende at prøve at indøve en færdighed i månedsvis uden synlige fremskridt. Det kan være så svært at se hvad man kan gøre anderledes når man sidder midt i suppedasen! Så er det fantastisk at kunne hente konkrete råd fra andre på ABA-forum, og især at modtage den uundværlige vejledning fra vores dygtige supervisor fra Norge, der kommer hveranden uge. Hun har 40 års erfaring med autismeintervention og inklusion, og når vi er kørt fast i en problemstilling kan hun som oftest stille skarpt på den i løbet af få minutter. Jeg kunne unde enhver børnefamilie, også uden ASF-børn, et besøg af Torill ;-) Men først og fremmest er det blevet så vigtigt for os at samle på mennesker der er udviklingsoptimistiske fremfor problemorienterede. Samuel kan lære alt det andre børn kan; det kræver bare længere tid og mere voksenstøtte. Samuel har fx allerede læst sine to første Søren og Mette-bøger, og det er iKKE fordi han er højtfungerende (for det er han ikke, hans intelligens ligger i nedre del af normalområdet), det er resultatet af en intensiv indsats og især den helt rette motivation af ham.

    Sikke en smøre :-) Kort sagt: Vi genkender jeres hverdag – men oplever heldigvis færre og færre situationer hvor frustrationen sidder fast, fordi vi har fået nogle redskaber og en indsigt i at stort set al adfærd er betinget af motivation/ forstærkning. Og at vores børn med autisme har brug for ydre forstærkning fordi den indre motivation ofte er for svag.

    Al held og lykke med dine drenge :-) Jeg vender helt sikkert tilbage igen.

    Mange hilsner Ditte.

  4. Janni Post author

    Kirsten: Hvor er det dejligt, du har lyst til at læse med.

    Ditte: Tusind tak for din lange kommentar. Det lyder spændende med jeres ABA-træning. Og jeg er glad for, at du har lyst til at læse med her hos mig.

  5. Karin Birk Sørensen

    Hej Janni

    Har netop besøgt din blog for første gang, wauw….
    Og det bliver ikke den sidste :-)
    Vil gerne følge med hos jer. Vi er jo i næsten samme båd….
    Hilsen Johannes mor

    1. Janni Post author

      Hej Karin
      Hvor dejligt at du har lyst til at følge med :-) Tak for kommentaren, det er altid sjovt at vide hvem der læser med – især når det er nogen man kender :-)

  6. Anette

    Super god side. Har en 11 årige pige uden diagnose…men med generelle udviklingsforstyrrelser…..som på nogle områder kan minde om autisme. Derfor vil jeg følge denne blog med glæde.

  7. Heidi

    Hejsa, har læst med et par gange :)Synes det er fantastisk at have fundet en blog med et familieliv man endelig kan spejle sig lidt i – glæder mig til at følge med i jeres hverdag med Aksel. Hilsen Julians mor (mener at Aksel og Julian går på rød stue sammen i børnehaven :) – og glædelig jul

    1. Janni Post author

      Kære Heidi. Dejligt at du kan finde inspiration her hos mig. Det er jo lige præcis det, der får mig til at skrive. Jeg kan desværre ikke lige se for mig hvem du er, men Aksel går ihvertfald på rød stue med en Julian :-) Rigtig glædelig jul :-)

  8. Tilde

    Kære Janni. Sikke nogle dejlige drenge du har! Det er en utrolig livsbekræftende blog du har bygget op! Inspirerende at du har overskuddet til at blogge, og stærkt af dig at du gør det så ærligt og positivt! De bedste ønsker for fremtiden til dig og din familie.

  9. Lisbeth Frost

    Du har skabt en flot blog med masser af værdifuld information for familier i lignende situationer. Jeg er sikker på, at mange læsere har sendt dig en venlig tanke gennem tiden!

Skriv et svar til Kirsten Springer Annuller svar