Bonus-råd fra John Frandsen

I e-bogen “Guide til jul med et barn med autisme” har jeg interviewet John Frandsen, som er lærer på en specialskole for børn med autisme. I interviewet i e-bogen fortæller John kun om, hvordan man tackler søskende i julen, men han havde faktisk meget mere på hjerte. Derfor får I her en række meget konkrete råd til at tackle julen med et barn med autisme, som han også kom med:

  • Forklar børnene i god tid, at vi snart begynder at pynte op i huset. Lad barnet med autisme hjælpe med at finde julekasserne. Luk kasserne op og lad barnet kikke i dem. Dette skal måske gøres over flere gange, således at barnet vænner sig til de mange juledekorationer. Når det bliver tid til at sætte juletræet frem, kan det være en god ide at få barnet til at hjælpe. Hvis det ikke kan lade sig gøre, så tag barnet med ind i stuen, hvor resten af familien så pynter træet. Børn med autisme kan profitere af at se træet blive pyntet, i stedet for at komme ind i stuen dagen efter og blive forskrækket over et fuldt pyntet juletræ med lys.
  • Vær opmærksom på sanseoplevelser. Det kan være en ide at begrænse julemusikken. Det kan nogle gange være meget overstimulerende for børn med autisme. Man kan overveje, hvor mange julelys der skal brænde i huset, idet duftene fra de mange lys kan skabe nogle ubehagelige sanseoplevelser for barnet.
  • Hos nogle familier er det godt med generalprøver på de særlige julesituationer og sammenkomster. F.eks. ”vente på gæsterne øjeblik”, ”gaveuddelingen juleaften”, ”juledagenes program” eller andre familietraditioner. Ved at afholde generalprøver lærer barnet, hvad der skal ske, der bliver mulighed for at øve sig, og det ukendte bliver mere kendt, hvilket skaber tryghed.
  • Skab også familiehygge i det små. Hvis barnet nemt bliver overstimuleret, så hold dem væk fra store forsamlinger, høje lyde og store indkøbscentre. Hold barnet i balance ved at undgå store menneskemængder.
  • Skab behagelige og trygge omgivelser, også selvom det er jul. Hvis barnet med autisme oplever sansemæssig overstimulering, kan det være en god ide, at juleforberedelserne sker gradvist stille og roligt. Det hjælper også ofte, hvis barnets eget værelse ikke bliver pyntet, men fremtræder på den normale facon. Dette skaber et rum, hvor barnet kan trække sig tilbage, hvis det hele bliver for meget. Der er grænser for, hvad et barn med autisme kan magte i løbet af en dag i ferien. Begræns længden af besøg, og sørg for at barnet ikke skal tilbringe 2-3 timers ustruktureret tid under et besøg.
  • Lav en genkendelig madplan. Vi spiser ofte på en anden måde til jul, end vi gør til hverdag. For et barn med autisme kan det virke udfordrende at komme igennem de mange retter og den anderledes mad. Derfor kan det være en god ide, at barnet får noget af den slags mad, som det er vant til, og særligt hvis barnet deltager i julefrokoster hos familien, kan det være oplagt at have favoritmaden med hjemmefra. Der er ikke noget så dejligt som de genkendelige ”mors frikadeller”.
  • Juleindkøb kan været svært for mange og særligt svært kan det være, hvis det skal gå stærkt. Er der ingen andre muligheder end at tage barnet med, er det bedst at undgå de store indkøbsdage og vælge dage og tidpunkter, hvor der ikke er så mange mennesker. Sørg for at barnet er udhvilet, i godt humør, ved hvad planen er og husk på, at der skal afsættes meget tid til opgaven.
  • Forbered familiemedlemmerne på en juleaften, som måske er anderledes, end hvad de før har oplevet. Lav et program med tidspunkter på og send programmet ud til gæsterne på forhånd. Det er selvfølgelig vigtigt, at programmet ikke bliver for stramt, men det skal være en støtte og hjælp til barnet med autisme. Lav eventuelt et visuelt forløb over hele dagen, som indeholder nogle af følgende elementer: Aktiviteter som barnet kan lide i løbet af dagen, eventuelt gå en tur, mens maden skal laves (allier dig med nogen i familien, der har forståelse for barnets behov, så du selv får en pause), vis barnet, hvem der kommer, hvad I skal spise, overvej hvad barnet kan lave, mens I spiser færdig, danse om juletræ, vis barnet, hvor mange sange, der skal synges, tilbyd barnet høreværn til afskærmning, forberedelse af gaverne, hvad skal barnet bagefter, og til slut at barnet skal sige godnat og i seng.

Skriv et svar