Det bedste der er sket de sidste fire dage

En af de sjældne brødrehyggestunder

Min ellers generelt glade søn Aksel er inde i en periode, hvor hans humør svinger utrolig meget, og han bruger en stor del af tiden på at råbe og skrige, slå og sparke og smække med døre. Derudover er han nærmest umulig at få til at sove om aftenen, så den børnefri tid, vi plejer at have om aftenen til at lade op, er også begrænset. Når man går træt i seng efter en dag fyldt med frustrationer, skæld ud og følelsen af afmagt, kan det være svært at huske noget positivt fra dagen. Men selvfølgelig findes det:

  • Lørdag: Aksel tog lillebror Eskilds hånd og sagde “vi ses Eskild”, da Eskild og jeg var på vej ud. Det har han aldrig sagt til nogen af os før, og vi er desuden heller ikke vant til, at han interesserer sig for Eskild som en selvstændig person.
  • Søndag: Aksel gav mig et kram og sagde “Min mor” for første gang uden at være opfordret til det. Han plejer at omtale sig selv i tredje person og sige “Hans mor” eller “Dens mor” til mig. Selvom meningen er det samme for Aksel, smeltede det alligevel mit hjerte.
  • Mandag: Selvom Aksel kom træt og sur hjem fra børnehave, havde vi alligevel en hyggestund, hvor Aksel og jeg læste i en bog, mens Eskild sad ved siden af og syntes det var fantastisk. Det er skønt, når det engang imellem lykkes at lave noget, de begge har glæde af. Også selvom det kun varer få minutter.
  • Tirsdag: Det lykkedes at putte Aksel på kun 20 minutter om aftenen, så vi fik en lang stille aften med sovende børn.

De fleste dage er der jo heldigvis masser af positive oplevelser at tage af, men når jeg ser tilbage på disse dage som helhed, er det desværre konflikterne og følelsen af afmagt, der fylder mest. Derfor er det rart at fokusere på de positive oplevelser, der jo heldigvis også har været.

Hvad er det bedste der er sket i din familie i dag?

Skriv et svar