Det ligeværdige møde

Tema: At være en offentlig familie

I mødet med socialrådgiveren fra kommunen, som jeg har skrevet om i mit sidste indlæg, er der overordnet set en skæv magtfordeling, idet man som forældre til et handicappet barn er afhængig af, at socialrådgiveren bevilger den nødvendige hjælp.

Personligt mener jeg dog, at man i de fleste tilfælde faktisk selv har mulighed for at skabe et ligeværdigt møde på trods af den skæve magtfordeling. Den skæve magtfordeling ligger overordnet i situationen og behøver ikke at komme til udtryk i samtalen. Med den rette kommunikation kan man nemlig styre samtalen hen på et mere ligeværdigt møde.

Groft sagt kan man sige, at der findes tre former for kommunikation mellem to mennesker:

1. Man kan tale ned til den anden og på den måde gøre sig større end den anden.

2. Man kan tale ligeværdigt til den anden.

3. Man kan tale op til den anden og gøre sig mindre værd end den anden.

I samtalen med socialrådgiveren kan man let komme til at gøre sig mindre. Det sker, fordi man mærker den skæve magtfordeling. Men når man gør det, opfordrer man faktisk den anden til at tale ned til en. Enten på en nedladende måde eller på en medlidende måde. Det sker helt automatisk, og den skæve magtfordeling bliver derved meget tydelig i samtalen.

Hvis man i stedet går til samtalen og forsøger at gøre sig større end den anden (f.eks. ved at være meget krævende og måske råbe eller være uhøflig), vil der ofte ske det, at der kommer en magtkamp i samtalen. Og her har socialrådgiveren en klar fordel, fordi han eller hun overordnet set jo har magten.

Hvis man derimod går til samtalen med en følelse af at det er to ligeværdige mennesker, der skal mødes og kommunikerer ved at udtrykke sin mening, fortælle hvad man har brug for og insistere på at få det man har ret til (uden at angribe den anden eller gå i forsvarsposition), så skabes der meget lettere et ligeværdigt møde. Det er svært at være nedladende eller udvise magt overfor en, der er vedholdende i forhold til sin ret, men samtidig er høflig og imødekommende, og derved vil der ofte skabes en ligeværdig samtale. Desværre er det jo ikke det samme, som at man får det, man efterspørger, men man får måske en bedre oplevelse af samtalen.

Indlægget bygger på metoden assertiv kommunikation, som bl.a. handler om, at man udtrykker sin mening og holder på sin ret uden at angribe eller forsvare sig.  

Skriv et svar