Eskild 1 år

I dag fylder Eskild et år.

Travlt havde han ikke med at komme til verden. Han ventede til natten før, han ville være blevet tvunget ud (11 dage efter termin). Til gengæld havde han travlt, da han først tog beslutningen.

D. 13. oktober 2011 blev Aksel puttet ved 20 tiden, uden at nogen regnede med andet, end at vi alle skulle sove sødt hele natten. Men da han stod op næste morgen kl. 7, mødte han sin lillebror for første gang. Eskild blev født d. 14. oktober 2011 kl. 01.29 efter vi havde været på fødegangen i halvanden time. Kl. 5 var vi hjemme igen.

Det sidste år har budt på mange følelser og mange følelsesmæssige rutcheture. Den største og vigtigste følelse har været kærligheden. Men desværre har frygten for, om Eskild også skulle have autisme fået lov at fylde alt for meget.

Men stille og roligt har min skønne dreng vist os, at han ud over at have sin helt egen vidunderlige personlighed også har nogle kompetencer, som Aksel desværre ikke har.

Det er forunderligt at se, hvordan Eskild kommunikerer med os ved at pege og se os i øjnene. Når han kravler hen til det skab, han godt ved, at han ikke må åbne, tager fat i håndtaget, kigger på os med glimt i øjet og siger “nej”, hvorefter han åbner skabet. Når han sidder og lader som om, han dypper pastaskruerne i ketchup, på trods af at han ingen ketchup har på tallerkenen, men fordi han kan se, at det er sådan, Aksel gør. Når han pludrende og grinende kravler efter Mads og Aksel der tumler, fordi han synes det allersjoveste er, når Aksel leger med. Når han charmerer de gamle damer i bussen med et “hej” og et kækt smil. Osv. osv. Der er nok af eksempler at tage af.

Han er ganske enkelt en fantastisk lille solstråle.

Kan jeg så sige nu med sikkerhed, at Eskild ikke har autisme? Nej det kan jeg desværre ikke, for autisme findes i mange grader, og man kan være autist på mange måder. Desværre er der ikke en bestemt dato, hvor jeg kan ånde lettet op og fejre, at jeg har fået min drøm opfyldt; at få et barn, der udvikler sig normalt. Men han er så skøn min lille knægt med det rødlige hår (den smule han har) og det frække smil, og det er heldigvis efterhånden sjældent, at jeg bekymrer mig om autismen.

Tillykke med dit første år min dejlige dreng. Du er lige det, vi ikke vidste, vi manglede i vores lille familie.

4 thoughts on “Eskild 1 år

  1. Signe Bang

    Stort tillykke med ham.
    Jeg kender det kun alt for godt. I forhold til Freja har jeg næsten sluppet bekymringen helt. Værre er det med Johannes. Der går jeg som dig og samler små beviser med autisme. Og så for jeg en stor skyld følelse over for Bjørn. Som om han ikke er god nok, når jeg ønsker at Johannes ikke er som ham…

Skriv et svar