Et rosenrødt familieliv?

Jeg har fået rigtig mange positive reaktioner på mit interview på Babybusiness. Men der er også enkelte, der har givet udtryk for, at jeg levner for lidt plads til de mindre positive ting ved at have et handicappet barn.

Jeg er bevidst om, at jeg her på Flikflakfamilie skriver med den ‘positive pen’. Jeg skriver meget sjældent de dage, hvor jeg er helt i kulkælderen Til gengæld forsøger jeg at skrive om udfordringerne, når jeg ikke er helt så følelsesladet omkring dem, fordi så synes jeg, at jeg kan skrive lidt mere konstruktivt. Som f.eks. her og her.

Jeg bruger ikke Flikflakfamilie til at ‘læsse af på’, men derimod er det tit en hjælp for mig, når vi er kommet igennem en svær situation, at skrive det ned og prøve at se situationen lidt udefra og med nogle lidt mere positive briller. Man kan næsten altid vælge, om man vil fokusere på det, som gik godt, eller det som gik dårligt. Det prøver jeg f.eks. at vise med indlægget om juleaften.

Det billede af min familie, jeg viser på Flikflakfamilie er ikke det hele billede af vores familieliv, og det er heller ikke meningen. Jeg fortæller om de ting, jeg tænker vil give mening for andre flikflakfamilier, og som jeg har lyst til at dele. Jeg er bevidst om, at billedet overvejende er positivt, og det er det, både fordi jeg gerne vil vise, at vores udfordringer ikke er uoverkommelige, og ikke mindst fordi vores familieliv overvejende er godt og positivt.

Skriv et svar