Familieliv og forfatterskab. Dorthe Ørsig

Interview med Dorthe Ørsig

Dorthe ØrsigJeg har fået Dorthe Ørsig, hvis bøger jeg anmeldte i mit sidste blogindlæg, til at svare på lidt spørgsmål omkring hendes familieliv og forfatterskab. Dorthe er mor til Frederik på 13 år med diagnoserne infantil autisme og adhd og Freja på 11 år uden diagnoser.

Hvornår synes du, det er mest udfordrende at være forælder til et barn med autisme?

Det, der er mest udfordrende lige nu, er at få min datters dagligdag til at være så nem som mulig. Frederik er 13 år og er i puberteten. Han bliver hurtigt irriteret på sin lillesøster, og de skændes og slås meget. Freja er 11 år og har nået en alder, hvor hun også lige ved, hvordan hun kan provokere sin storebror.

Det kan også være hårdt, når der er fødselsdage eller jul, hvor man skal hjem til familien. Selvom alle selvfølgelig kender Frederik, så skal der planlægges og tages hensyn til Frederik hele tiden.

En sidste ting jeg vil nævne er aflastning. Frederik er i aflastning hver anden weekend. Det er dejligt at have ro herhjemme og mulighed for at være impulsive. Men det er også hårdt at sende Frederik af sted, for selv om han er glad for aflastningsstedet, så ville han hellere blive hjemme, hvis han fik muligheden.

Hvornår mærker du, at jeres familie er anderledes end en familie uden handicappede børn?

Vi kan ikke de samme ting som almindelige familier. Vi kan ikke bare lige tage en tur i Tivoli i december og se alle juleudsmykningerne. Det vil være for meget for Frederik. Der ville være for mange mennesker. Vi tager heller ikke bare lige i biografen eller hele familien på shoppetur til Fisketorvet. Vi skal planlægge meget og er ikke så impulsive. Men hvis vi planlægger og forbereder Frederik, så kan vi det meste.

Det handler lige så meget om, hvor meget overskud man selv har. Jeg må indrømme, at jeg for eksempel ikke gider at tage shoppeturen på Fisketorvet med Frederik, så vil jeg hellere bruge tid og energi på for eksempel at tage på udflugt eller i biografen.

Hvad har du lært af at få et handicappet barn?

Tålmodighed. Og så har jeg lært at glæde mig over de små ting i livet. For eksempel har jeg lært Frederik at tage toget til skole alene hver dag. Det er stort :-)

Hvad kickstartede i sin tid dit forfatterskab (bogen Mor hjælp mig fra 2009)?

Jeg var så træt af, at hver gang jeg fandt en bog om autisme, så var den skrevet til fagfolk. Det var ofte bøger med rigtig meget tekst og ingen billeder ( jeg er jo uddannet fotograf). Sproget, det var skrevet i, var ofte fag-sprog og svært at forstå. Så jeg besluttede mig for at skrive alt det ned, som virkede for mig og Frederik. Det kom der den første bog Mor hjælp mig ud af.

Hvad er det for et behov, du rammer med dine bøger?

Jeg håber, at jeg kan hjælpe forældre, som er i samme situation, som jeg har været i. Den første bog var primært til ”nye” forældre. Hvor de andre bøger kan være både til ”nye og gamle” forældre. Det sjove er, at jeg har fået mange tilbagemeldinger fra fagfolk, som synes, at de virkelig kan bruge bogen. Det havde jeg slet ikke regnet med, da jeg skrev den.

Se mere om Dorthes bøger på www.oersig.dk

One thought on “Familieliv og forfatterskab. Dorthe Ørsig

  1. Anna Hjorth

    Jeg kan genkende så meget fra mit eget liv som mor til en datter med autisme. Især at vi ikke kan være impulsive, men som Dorthe også fortæller, så kan vi det meste, når bare det er planlagt godt.
    Det er dejligt med disse bøger, som henvender sig til forældre i et sprog som alle kan forstå :-)

Skriv et svar