Ferie for alle

CAM00144

Vi har sommerferie. Solen skinner, og vi har tilbragt de sidste to uger i sommerhus. Det har været en fornøjelse samtidig med, at det jo ikke ligefrem er ren afslapning at holde ferie med de to krudtugler, vi har her i familien. Aksel holder sig vågen til cirka 22-23 tiden de fleste aftener, og Eskild vågner gerne kl. 5.30, så voksentid er ikke ligefrem det, vi har mest af. Men vi har hygget os og fået en masse gode oplevelser sammen alle fire.

Aksels ferie er slut nu, mens vi andre stadig har en uge herhjemme. Og hvorfor så det? Fordi ferie og manglende struktur ikke er afslappende for Aksel. Aksels to ugers ferie har været på børnenes præmisser, og vi har tilgodeset Aksels behov for struktur og tilpas mængde aktiviteter på steder uden for mange mennesker. Der er ingen tvivl om, at Aksel (og vi andre) har nydt de sidste to uger, men Aksel er helt klar til hverdag og den struktur og forudsigelighed, der følger med, fra i morgen.

Denne sidste uge skal vi være hjemme og bl.a. ordne en del praktiske ting, og sådan en uge har Aksel ikke brug for. Han vil blive (endnu mere) frustreret over manglende aktiviteter og struktur. Desuden kan vi andre også gøre nogle ting i denne uge, som ikke er mulige sammen med Aksel. Vi kan både lave nogle ting sammen med Eskild, som Aksel ikke kan være med til. F.eks. en tur i Zoo, der varer længere end en time, og hvor vi rent faktisk stopper op og kigger på dyrene. Og Mads og jeg kan få lidt tid uden børn, når Eskild sover middagslur.

Jeg har det altid lidt underligt med at fortælle andre, at Aksel ikke holder lige så lang sommerferie som vi andre. Måske fordi jeg dybest set synes, det ville være mest ‘rigtigt’, at vi holder al ferie sammen. Men virkeligheden er, at vi alle sammen får den bedste ferie på denne måde.

Skriv et svar