Frisørbesøg

For at fortsætte lidt i samme spor som mit sidste indlæg, vil jeg fortælle jer om, hvordan vi og Aksel tackler besøg hos frisøren. Her kan der nemlig også både være udfordringer med motivation (hvorfor skal jeg egentlig klippes?) og ikke mindst koncentration (sidde stille i en halv time er praktisk taget ikke en mulighed for Aksel). Vi har meget blandede erfaringer med frisørbesøgene.

Én gang sad han på skødet af mig, og nægtede at vi skulle dækkes til – spørg lige om vi begge to kløede over det hele bagefter?

Andre gange har han ligget på gulvet og råbt og skreget, indtil det blev vores tur, fordi han er så dårlig til at vente på tur. Jeg har ofte både svedperler i panden og er træt efterfølgende af at holde overblikket og af at stresse over situationen.

Da Aksel var mindre klippede jeg ham ofte selv, og han var så hos frisøren en sjælden gang, når håret var blevet for langt og vildt til, at jeg kunne få styr på det. Nu er han hos frisøren hver gang, selvom det er noget, jeg skal tage mig sammen til, fordi jeg ikke ved, hvordan det kommer til at gå. Men vi synes at han skal vænne sig til at kunne gå til frisør, og derfor holder vi fast.

Vi har de seneste to år brugt den samme frisør, hvor Aksel kan sidde i en bil og se tegnefilm, mens han bliver klippet. Han har svært ved at vente til det er hans tur, men det går næsten altid fint, når først han sidder der (fordi han har vænnet sig til det). Jeg sidder klar ved siden af med slik, til når koncentrationen begynder at slippe op. Og så kræver det altså bare en frisør, der kan klippe, uden at han sidder helt stille.

Sidste gang måtte vi dog opgive, før klipningen var færdig, og Aksel kom hjem med langt hår ved ørerne og skævt pandehår. (og det var bestemt ikke frisørens evners skyld!) Denne gang var der to andre børn, der blev klippet samtidig. Den uro, det gav, gjorde, at Aksel ikke kunne koncentrere sig og ikke kunne overskue at være der, så han blev hurtigt urolig og frustreret. Jeg tog derfra med en ærgerlig følelse, fordi det var gået godt så mange gange, og jeg vidste ikke, om den ene gang kunne gøre, at det ville blive svært næste gang også.

Så det var med bange anelser, jeg tog Aksel med til frisøren i dag efter en nat, hvor han havde sovet dårligt. Heldigvis gik det over al forventning, og Aksel er nu smart og kortklippet. Og jeg er lettet, for det virker som om, Aksel har forstået frisørkonceptet og ikke længere stiller spørgsmålstegn ved det.

I morgen drager vi mod Odense og SIKON konferencen. Glæder mig til nye input, fordybelse og inspiration. I hører mere om emnerne, når jeg er hjemme igen.

4 thoughts on “Frisørbesøg

  1. Merete

    Min søn har i mange oplevet det anstrengende at komme til frisøren pga alle duftene. Frisøren har været meget forestående og har tit luftet ekstra ud inden vi kom og også imens. Nu er han snart 13 og øjne og næse reagerer ikke så voldsomt længere. Men han skal stadig ikke nyde noget af en hårvask eller voks i håret. Og det skal bare klippes, som det plejer ;-). Jeg er bare super glad for vores faste frisør, som har solo salon – det ville ikke være nemt at skulle skifte.

    1. Janni Post author

      Kære Merete. Tak for din kommentar. Jeg kan forestille mig, at lige præcis frisørbesøg må være virkelig svære når man har når man har en følsom lugtesans og andre følsomme sanser. I øvrigt bliver jeg så glad, når jeg hører om forstående mennesker (som jeres frisør) der gør en ekstra indsats for at oplevelsen skal blive god.

  2. Janni

    Hejsa, jeg er rimelig ny læser på din blog (har selv en handicappede datter på snart 4 år, dog ikke autisme), men at nyder at læse mange af dine indlæg. Vi har endnu ikke turde tage vores pige til frisør, da hun er utrolig sensitiv, og det vil helt sikkert også byde på skrigeture mv. Jeg har indtil nu ikke ville byde hverken hende eller en frisør det optrin – ja, jeg har endnu ikke fundet en som jeg tror kan binde an med det – Jeg må derfor spørge dig om det er en frisør i hovedstadsområdet I bruger? Og hvis ja, er det muligt at få kontaktoplysninger? Kan så fint sætte mig ind i det med svedperler på panden, da vi selv oplever det, bare i andre offentlige situationer :-)

    1. Janni Post author

      Hej Janni. Hvor er jeg glad for at du har glæde af at læse med på min blog. Jeg bor i Aalborg, så det er lidt langt fra hovedstaden, men jeg tror egentlig at mange frisører, som er vant til at have børn som kunder, er rimelig gode til at tage hensyn. Vores frisør er Poul M i Aalborg Storcenter, som har mange børn som kunder. Måske er der andre læsere, der kender gode frisører i Storkøbenhavn???
      Og det med svedperlerne – ja de dukker ofte op ude i offentligheden ;-)

Skriv et svar