Indlæg i autismebladet

I denne her uge er der udkommet et nyt autismeblad (medlemsbladet i autismeforeningen), og denne gang har jeg et indlæg i bladet om mine drenge. Nogle af jer har måske set det, men jeg deler det her, hvis andre skulle være interesserede. Indlægget kunne i virkeligheden lige så godt have været et blogindlæg her på Flikflakfamilie, og det bliver det så nu :-)

Tålmodighed er en dyd i autismefamilien

 

Ofte har jeg med dårlig samvittighed tænkt, at det da også er for dårligt, at vi ikke har fået lært Aksel forskellige færdigheder såsom påklædning, at cykle og at spise pænt.

Aksel er min førstefødte, han er fire og et halvt år gammel og infantil autist. På trods af at vi har brugt flere år på at forsøge at lære ham at tage sit tøj af og på, er det eneste, han selv kan uden hjælp, at tage sine underbukser af. Resten skal han guides og hjælpes til. Ofte brokker han sig, stritter imod og forsøger at stikke af. Derfor er det heller ikke hver dag, jeg orker at tage kampen. Ofte giver jeg ham bare tøjet på, og så slipper vi for den kamp. Men han skal jo have det lært – og derfor får jeg dårlig samvittighed.

Men for knap et år siden, blev Aksel storebror til Eskild. Og nu hvor Eskild nærmer sig et år, har jeg opdaget noget. Eskild forsøger ihærdigt at stikke gaflen i maden og putter den uden problemer i munden bagefter. Han peger på sit glas, når han er tørstig. Og han hiver sine strømper af og bider lidt i dem for derefter at tage dem ned til fødderne igen. Han ved, at det er der, de hører til. Tingene sker helt af sig selv, og han lærer ved blot at se, hvad vi gør, eller ved at vi viser ham det enkelte gange.

Og så er det, at det er gået op for mig, hvor stort et arbejde det er for Aksel at lære nye færdigheder set i forhold til andre børn. For selvom jeg har vist, guidet og ført Aksels hænder til at tage strømper på flere hundrede gange, så kan han stadig ikke. For det interesserer ham ikke, og han har absolut ingen motivation til at lære det. Så al læring tager tid – lang tid. Og kræver tålmodighed langt ud over hvad udenforstående kan forestille sig.

Og mens det er fantastisk at følge Eskilds naturlige læring og udvikling, så er det næsten endnu mere fantastisk, når det lykkes Aksel at lære en ny færdighed. For vi ved, hvor meget det kræver. Og derfor fortsætter vi med at motivere og gentage i det uendelige, for resultatet i den sidste ende er det hele værd.

Skriv et svar