Juleudfordringer 3

Om gaver – igen

Aksel “leger” ved at sætte træklodser på række

Aksel har praktisk taget ingen fantasi og leger overhovedet ikke rollelege eller fantasilege. Han vil gerne sidde ved siden af, mens vi leger en leg med lego eller med biler på vejtæppet, hvor vi fortæller “historien” i legen. Han synes, det er hyggeligt, men han deltager kun, hvis vi leger den samme leg mange gange, fordi han så kender “historien”. F.eks. kan han finde på at lege, at bilen kører hen til bondegården og giver fårene vand og bagefter kører den hen til butikken og handler, og han fortæller så, hvad de handler ind. Men det er kun, fordi vi har leget det mange gange, og han leger det kun, hvis vi er en del af legen og tager initiativet til det. Når han leger selv, består leg i at sætte ting op på rækker, se på genstande fra forskellige vinkler, kigge i bøger, lege med lommelygte, lave en hule eller spille ipad eller computer.

Derfor er det utrolig svært at finde på gaver til Aksel. Han har ikke noget bestemt, han interesserer sig for endnu og giver ikke selv udtryk for, hvad han godt kunne tænke sig. Hvis man tager ham med ind i en legetøjsbutik, ser han ikke på legetøjet, men blafrer i stedet med prisskiltene eller løber frem og tilbage og ser på “linjerne” i reolerne.

På hans ønskeseddel står der derfor kun ting, som jeg prøver at gætte mig til, at han vil blive glad for. Og det kan være svært at gætte. Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal være spændt på, om den gave vi har købt til ham i år falder i god jord, for det er ikke til at vide. Ofte kan æsken være lige det, Aksel synes er det bedste, fordi det kan indgå i en række af ting, der kan stilles op. Så vi får se juleaften og i dagene efter, hvad der bliver det største hit.

2 thoughts on “Juleudfordringer 3

  1. Janni Post author

    Vi har købt et keyboard. Jeg tror han bliver glad for det – måske ikke lige fra starten men på sigt :-) Rigtig glædelig jul til jer også søde Ellen

Skriv et svar