Livshistorier

For nylig var jeg til et familiearrangement, hvor min faster, som arbejder med voksne udviklingshæmmede, gjorde mig opmærksom på, hvor vigtigt det er, at man husker at lave billeder, film og beskrivelser af barnets oplevelser og vigtige holdepunkter (såsom hjemmet og yndlingslegetøjet), hvis barnet ikke selv er i stand til at fortælle om dette senere i livet. Alle vores oplevelser er med til at skabe vores identitet og danner grund for den måde vi forholder os til resten af verden på.

Hvis ens barn har et handicap, som gør, at han eller hun ikke selv er i stand til at huske, danne sig overblik over eller fortælle om sig selv, og hvad der betyder noget for ham eller hende og hvorfor, kan man som forældre lave et rigtig godt værktøj til de personer, der skal hjælpe med at tage sig af barnet både nu og senere, ved at sørge for at der er forskelligt materiale tilgængeligt om barnets opvækst.

Denne metode kaldes Livshistorie og bruges pædagogisk til at styrke personens identitetsfølelse samt skabe større forståelse for og viden om personen samt til støtte til at tage de rette valg i forhold til personens fremtid.

Det er sjældent, at jeg tænker så langt ud i fremtiden i forhold til Aksel, men jeg tænker, at det allerede nu er væsentligt at hjælpe ham med at fortælle om sine oplevelser og ting der betyder noget for ham, fordi han ikke gør det af sig selv. Jeg tænker, at det allerede nu er en måde at styrke hans identitetsfølelse, at vi snakker om de ting, der betyder noget for ham. Hvorvidt Aksel vil få brug for, at vi videregiver hans livshistorie, når han bliver voksen, ved jeg ikke, men jo mere bevidst om sig selv, vi kan hjælpe ham med at blive allerede nu, jo bedre vil han jo nok også blive til selv at mærke og udtrykke hvem han er, og hvad han drømmer om.

Faktisk kommer det (næsten) helt af sig selv, for Aksel elsker at se billeder og film af sig selv, så vi tager mange billeder og små film, som vi bruger til at snakke om, så Aksel får udvidet sit ordforråd og øver sig i at kommunikere. Børnehaven sætter også billeder fra Aksels hverdag i hans bog (både vi og pædagogerne i Aksels børnehave skriver hver dag i en notesbog om hans dag), som vi så taler om herhjemme.

Billederne er vigtige for at få Aksel til at fortælle. Hver dag når han kommer hjem fra børnehave og jeg spørger, hvad han har lavet, fortæller han, at han har spist madpakke og nogle gange at han har været på legepladsen, men det er jo også to ting, som sker hver eneste dag. Hvis der er billeder i bogen, kommer han i tanke om, hvad de har lavet og fortæller om det.

Noget ekstra vi er begyndt at gøre herhjemme er, at vi efter de seneste ferier er begyndt at lave en lille bog/collage med billeder og kort tekst omkring hvad Aksel har lavet i sin ferie. Han fortæller nemlig heller ikke i børnehaven, hvad han har lavet hjemme, men han vil gerne fortælle, når han kan fortælle ud fra billeder.

Jeg tror på, at når man hjælper sit barn med at huske de gode oplevelser ved at fortælle om dem og se billeder og film omkring det, så er man med til at styrke barnets identitet. En vigtig del af et menneskes udvikling er at blive bevidst om, hvem man er, hvad man godt kan lide og hvad der betyder noget for en.

Skriv et svar