Mailudveksling omkring selvværd

Tema: Barnets selvværd og accept af diagnosen

Det følgende indlæg er en forkortelse af en mailudveksling, jeg har haft med Kathrine Felland Gunnløgsson, der er mor til Alfred på 8 år med aspergers syndrom. 

Kære Kathrine

Jeg kan huske, at jeg engang læste på din blog, at Alfred havde sagt, at han godt kunne lide at være speciel. Da jeg læste det, tænkte jeg, at det var lykkedes jer, at få Alfred til at føle, at autismen er en del af ham, som han ikke nødvendigvis er ked af, og at den erkendelse virkelig er god for hans selvværd. Og jeg tænkte, at det var præcis sådan, jeg også ønsker, at Aksel skal have det med sin autisme.

Hvad har I gjort/ gør I for at hjælpe Alfred til at få det godt med sin diagnose og få et godt selvværd? 

                                                      De bedste hilsner Janni

 

Hej Janni

For os har det helt sikkert været en fordel, at Alfred dels var så lille (3 år) da han blev udredt og fik sin autismediagnose, og dels sprogligt og kognitivt er meget velfungerende. Det har gjort det naturligt for os at tale med ham om, hvad der sker, hvorfor han var på Bispebjerg, skiftede børnehave osv.

Han fik ikke at vide som 3-årig at han var autist – men vi har altid talt om, at han ikke er helt som andre børn og derfor helt speciel. Det har han taget godt imod, så derfor har vi fortsat ad det spor.

Han var omkring 6½ år, da vi fortalte at den måde han var anderledes på faktisk hed Aspergers syndrom og autisme – og at der var andre, som var specielle lige som ham. Hans reaktion var noget i stil med, at Aspergers syndrom lød som et computerspil (hvilket jo var mega sejt i hans verden) og så talte vi ikke så meget mere om det den aften. Dagen efter ville han godt lige høre ordet igen og siden har det været en del af vores løbende snakke om, hvordan han har det, og hvordan hans hjerne virker på en anden måde end vores andres hjerner. I det hele taget har vi taget meget udgangspunkt i det med hjernen og så har jeg aldrig lagt skjul på, at autismen er en del af hans personlighed. Det har jeg gjort, fordi det er sådan jeg forstår, at voksne autister har det. Og de ved jo meget mere om hvordan det er, end jeg gør – med min almindelige hjerne. Jeg vil støtte Alfred i løbende at fortælle og forklare mig, hvordan han oplever tingene. Ganske simpelt fordi jeg ikke altid ved eller kan regne ud, hvordan han har det. Det er nærmest en slags spørgetid, jeg får hos ham. Og vi hygger os med det vi kalder ‘en lang snak med stille ord’.

En anden grund til at jeg taler så meget med ham om autisme (som han nu har lyst til) er, at det ikke skal være tabu. Det er hverken noget dårligt, forkert eller noget at skamme sig over. Det er ikke en fejl og på den måde ikke et handicap. Det er et handicap i forhold til mødet med omverden, men ikke som sådan inde i Alfred selv. Det er vigtigt for mig, at han ved det – og forhåbentlig tager det til sig – at han er lige som han skal være.

Kunsten for mig har også været ikke at fremhæve autismen som værende alt for speciel og fantastisk – for så står lillebror August der med sin helt neurotypiske hjerne og føler at han ikke har fået alt det særlige som storebror har. Vi plejer at sige til drengene, at de har forskellige hjerner, men samme slags hjerte. Det har hjulpet dem – eller især August, tror jeg.

En faktor som klart også har spillet ind i forhold til, hvordan Alfred har tacklet sin diagnose har også været, at det ikke på den måde har været chokerende for min mand eller mig, at Alfred er autist. Der har nærmest aldrig været et før og efter diagnosen. I hvert fald ikke i forhold til Alfred. Det er et faktum på linje med at han er en dreng. I forhold til vores øvrige familie og omgangskreds har vi også mødt stor forståelse – og det hjælper ikke kun os, men også Alfred med at få følelsen af, at sådan som han har det, og de behov han har (for særlig mad, ekstra plads…) er helt i orden. I sidste ende ønsker jeg jo intet andet end at han skal have det godt med at være lige som han er – helt fantastiske Alfred.

Kh Kathrine

Læs mere om Kathrines familie og tanker om handicap i dette interview samt på Kathrines blogs Autismetanken og Life of us.

One thought on “Mailudveksling omkring selvværd

  1. Pingback: Autisme og selvværd « AutismeTanken

Skriv et svar