Mit familieliv. Charlotte Stougaard Espensen

Interview med Charlotte Stougaard Espensen fra bloggen “hjemme hos Kaya

Jeg har stillet Charlotte Stougaard Espensen en række spørgsmål om hverdagen i hendes familie, som består af Far Mikael, Mor Charlotte, Kaya på 4 år, som har downs syndrom og Rosa på 3 år. De samme spørgsmål har jeg tidligere stillet her og her

Hvornår er det mest udfordrende at være forældre til Kaya?

Når hun sætter ens tålmodighed på prøve. Fx ved at gøre noget, som vi har fortalt 100 gange, at hun ikke må. Et downs-barn lærer tingene lidt langsommere end andre børn, så når hun skal lære noget nyt, kræver det en del gentagelser.

Hvornår mærker I, at jeres familie er anderledes end en familie uden handicappede børn?

Egentlig tænker vi ikke så meget over det i hverdagen. Kaya indgår på lige fod med sin søster i vores hverdag. Hun er virkelig velfungerende og får venner, hvor end hun kigger hen. Måske er det, fordi vi har vænnet os til, at vores liv er sådan. Vi laver helt almindelige familieting – og rejser rigtig meget og har lige været på roadtrip i USA i 4 uger. Noget, som Kaya klarede uden problemer. Tror mest vi mærker, at vores familie er anderledes, når man ser, at andre kigger på turen igennem gågaden. Eller når man får breve fra Kayas socialrådgiver hos kommunen om paragraffer, bevillinger og hjælpemidler. Eller når man har en klapvogn med til hende, hver gang vi skal på tur. Og så ser hendes 3 årige lillesøster løbe ved siden af.

Hvor har I fundet inspiration til jeres familieliv som familie med et handicappet barn?

Først og fremmest kiggede vi på et tidligt tidspunkt hinanden dybt i øjnene og tog en beslutning om, at vi ikke ville være en offerfamilie. Vi ville insistere på at have et sjovt familieliv – fyldt med glæde, rejser og fælles oplevelser. Samtidig har vi fået et stærkt netværk til andre familier med downs børn og kan se, hvordan andre får hverdagen til at fungere.

Hvad har I lært af at få et handicappet barn?

At leve i nuet og sætte pris på de små ting i hverdagen. Med Kaya kan man ikke tage noget for givet, så enhver succes og ny færdighed føles som en kæmpe sejr. Kaya er en rigtig fighter, så det er ekstremt motiverende at se hende kæmpe sig frem på trods af hendes udfordringer. Hun flytter vores bagatel-grænse og gør os til mere rummelige mennesker.

Hvornår er I allermest stolt af Kaya og af jeres familie som helhed?

Når vi ser Kaya gå ind på en legeplads fyldt med børn – og så vælge den største rutsjebane først. Hun har en vilje af den anden verden. For hende er intet umuligt. Samtidig er jeg stolt af, at vores familie kan gøre alle de ting, som ”normale” familier også kan. Vi rejser flere gange om året og mærker ikke i hverdagen, at vi er anderledes.

Skriv et svar