Mit familieliv. Kathrine Felland Gunnløgsson

Interview med Kathrine fra “Autismetanken”

Jeg har fået Kathrine Felland Gunnløgsson som skriver på Autismetanken, til at svare på en række spørgsmål om familielivet i hendes familie. Det er de samme spørgsmål, som jeg tidligere har stillet Anette B. Arentsen, da jeg synes, det kunne være interessant at se flere familiers svar på dem. Kathrine er 36 år, gift og mor til Alfred fra november 2004 med Aspergers Syndrom og August fra juli 2007. 

Hvornår er det mest udfordrende at være mor til Alfred? 

Udfordringerne kan egentlig deles i to – dels i forhold til omverden og dels i forhold til mig selv. Autisme ikke kan ses. Sanseforstyrrelserne kan ikke ses. Alfreds adfærd kan ligne dårlig opdragelse og skaberi til forveksling. Og jeg ligner umiddelbart den værste curling-mor, som er helt nede og feje for ham – men det er nødvendigt. Derfor er det svært, hvis han f.eks. flipper i en butik. Jeg forsøger at skærme ham og hjælpe ham til ro, men det lykkes langt fra altid. Nogle gange må vi ride stormen af. Den store udfordring er at være immun for andres blikke og holde fast i, at min Alfred er en god og kærlig dreng. For dét er han.

I forhold til mig selv er udfordringen at blive ved. Blive ved med at lære, støtte, skubbe, forstå. Også når jeg ikke forstår eller ikke kan se, hvad jeg skal lære.

Hvornår mærker I at jeres familie er anderledes end en familie uden handicappede børn?

Vores families anderledeshed er tydeligst, når vi er ude blandt andre. Det sker ikke så tit, for det kræver ofte mere af os end vi får igen. F.eks. er det svært for os voksne at føre en samtale og lade børnene lege. Vi har altid ét øre den anden vej, som vi kalder det. Hele tiden sidder vi klar til at gribe ind, for konflikterne kan eksplodere på sekunder. Derfor vælger vi ofte at dele os op, så vi måske kun deltager i arrangementer med August, hvis det ikke er noget for Alfred. Heldigvis er der god forståelse for vores måde at være familie på – men det gør os anderledes. Vi har også brug for særlige hensyn, som jeg helst var foruden. Når vi skal til Legoland er vi meget glade for deres Vis Hensyn-ordning, hvor Alfred (og tre personer) kan springe køen over og nogle gange få en ekstra tur. Hvis der ikke var den ordning, kom vi ikke til Legoland med Alfred. Jeg bryder mig ikke om at skulle springe køen over, men det er nødvendigt for Alfreds skyld. Og turen giver så meget energi og gode minder. Vi var afsted sidste år – og det var et stort hit.

Og på en måde er der også fordele ved at være anderledes. Vi har en slags frihed til at være familie på vores helt egen måde – ophæve regler og indrette os, som vi synes. Af hensyn til Alfred og af hensyn til os som familie.

Hvor har I fundet inspiration til jeres familieliv som familie med et handicappet barn?

I første omgang blev vi godt rustet til vores nye familieliv i Kirsten Callesens Pionergruppe, hvor vi var sammen med nogle andre forældre i samme situation. Åbenheden og måden at dele erfaringer på var god inspiration til at gøre tingene anderledes. Eller rettere til at gøre det som virker. Der er også nogle gode, lukkede grupper på Facebook, hvor forældre til autistiske børn støtter og hjælper hinanden. Det giver perspektiv og fællesskabsfølelse. Vi har også været heldige at møde mange dygtige pædagoger og lærere som har støttet os.

Hvad har du lært af at få et handicappet barn som Alfred?

Jeg tager intet for givet – og er blevet meget mere bevidst om vigtigheden af at være nærværende og tydelig. Hvis jeg ikke gør mig umage – så ramler det hele. Men jeg får så meget igen. Alfred er god til at forklare hvordan det er at være ham. Og det er en gave jeg ikke vil være foruden. Vi har ofte noget vi kalder ‘en lang snak med stille ord’, hvor vi taler om forskellige ting. Når Alfred inviterer mig til en snak ved jeg, at jeg må spørge om alt. Vi taler om hjernen, følelser og svære ting.

Jeg har også fået endnu mere fokus på vigtigheden af at have søskende. Både min mand og jeg har søskende vi er meget tætte med – og det er afgørende for mig, at Alfred og August får en så nær relation som muligt. De er hinandens nærmeste – også når Mikkel og jeg ikke er her mere. Når de taler om fremtiden har de en særlig aftale, for Alfred siger selv at han ikke vil have børn. Men når August får børn, så bliver han onkel Alfred – og det glæder han sig til. Den plan er August helt med på.

Hvornår er du allermest stolt af Alfred, af August og af jeres familie som helhed? 

Jeg er stolt af min familie, når vi bare er os selv. Når vi laver noget samme alle fire – og har det sjovt. Når klaveret spiller. Og så er jeg stolt af at vi holder sammen.

Jeg er mest stolt af August, når han gør noget for sig selv – giver den gas, som han i den grad kan – griner og fjoller. Han har sådan et lyst og viist sind og er som en tumling, der rejser sig igen og igen. Det er gode egenskaber, når ens bror er autist.

Mit stolteste øjeblik med Alfred var den tredje skoledag på Skolen i Peter Vedelsgade. Jeg fulgte ham i skole og da vi var næsten oppe ved døren slap han min hånd og sagde: Jeg kysser dig nu, mor – du behøver ikke at gå med ind. Og så gik han glad ind – helt selv. Så stod jeg der med alle mine beskytter-talenter og var bare så unødvendig og ganske lykkelig.

2 thoughts on “Mit familieliv. Kathrine Felland Gunnløgsson

  1. Pingback: Mit familieliv. Charlotte Stougaard Espensen | flikflakfamilie

  2. Pingback: Mailudveksling omkring selvværd | flikflakfamilie

Skriv et svar