Mødet med det offentlige system

Tema: At være en offentlig familie

De næste indlæg kommer til at handle om mødet med det offentlige system. Jeg definerer en offentlig familie, som en familie, der har brug for særlige foranstaltninger, for at barnet kan udvikle sig og fungere i hverdagen. Det kan være alt fra specialpædagogiske tilbud og hjælpemidler til tiltag for den øvrige familie.

Da der kom fokus på Aksels udvikling, var det første der skete, at et af kommunens tværfaglige teams blev koblet på Aksel. Det betød, at en pædagog og en socialrådgiver observerede Aksel i dagplejen og kom hjem og snakkede med os, for at give os gode råd til at støtte Aksels udvikling.

Vi var glade for at få hjælp, for vi var meget fokuserede på at handle og gøre noget ved Aksels problemer (på dette tidspunkt håbede vi stadig, at det var forbigående problemer, han havde). Men samtidig var det også grænseoverskridende at lade personer fra kommunen komme i vores hjem. Især havde vi det svært med, at den ene var socialrådgiver. Vi ville gerne have pædagogiske redskaber til at hjælpe Aksel, men vi syntes ikke, at vi havde brug for en socialrådgivers mening. I vores hoveder var en socialrådgiver en der kom, når der var problemer i familien. (Jeg kender ikke baggrunden for at det lige præcis var de to, der blev koblet på Aksel, men der er aldrig blevet stillet spørgsmålstegn ved vores evner som forældre. Tværtimod.) Når jeg ser tilbage, tænker jeg stadig, at det var pædagogens ideer og forslag som var brugbare, men vi var nok heller ikke så lydhøre overfor socialrådgiverens forslag, for hun var jo ikke pædagog! I den sidste ende lavede de begge et stort stykke arbejde med at lave en rigtig god beskrivelse af Aksel, som var med til at sikre ham en plads i specialbørnehave, før han fik en diagnose.

I øvrigt er de to vejlederes profession ikke det væsentlige her. Pointen her er nemlig, at besøgene fra tværfagligt team, var vores første oplevelse af at være en offentlig familie. Og selvom vi ikke har noget at skjule, så havde vi en følelse af, at vores private grænser blev overskredet, samtidig med at vi var taknemmelige for hjælpen. Og den dobbelthed synes jeg er fulgt med videre. Ihvertfald er det noget, vi har skullet vænne os til.

Det at være afhængig af, at sagsbehandlere og andre bevilger det barnet og familien har brug for, kan være ekstremt stressende. Og den følelse af afmagt, der ligger i, at det er op til nogle personer i det offentlige system at bestemme, hvorvidt det man selv mener er nødvendigt for ens barn, også bliver bevilget, er ganske forfærdelig. Den følelse tror jeg desværre mange forældre med handicappede børn har haft.

Meget kendetegnende for det offentlige system i Danmark er, at man skal passe ind i bestemte kasser for at få hjælp. Vi oplevede meget tydeligt, at så længe Aksel ikke havde nogen diagnose, var det næsten håbløst at få den hjælp, han havde brug for. Og når der så også er lang ventetid på at få en diagnose, så mærker man virkelig afmagten. I den periode kæmpede vi mange kampe både for at få Aksel udredt og for at få den hjælp og støtte til ham, som han havde brug for. Da først diagnosen var i hus, åbnede dørene sig, og vi har siden fået den hjælp, vi har bedt om.

Skriv et svar