Mødet med socialrådgiveren

Tema: At være en offentlig familie

Det har været svært at finde noget litteratur, der fortæller om at være en offentlig familie, men jeg har fundet et sociologisk speciale fra Købehavns Universitet, der har undersøgt mødet mellem handicappede personer og socialrådgivere. Og resultaterne herfra er faktisk ret interessante.

I specialet interviewes syv personer med et fysisk handicap om deres oplevelse af møder med socialrådgivere fra kommunen. Der fokuseres på magtforholdet i mødet. Der er altid magtforhold på spil mellem mennesker, men i lige præcis dette møde er der en klar magtfordeling, idet den handicappede (eller den handicappedes forældre) gerne vil opnå noget, som socialrådgiveren har mulighed for at give eller give afslag på. Det giver en skæv magtfordeling fra starten.

Jeg vil fremhæve nogle resultater fra specialet, som jeg synes er interessante, også for forældre til handicappede børn:

Det gode møde:

Det gode møde med socialrådgiveren er ifølge specialet kendetegnende ved, at socialrådgiveren er imødekommende og prøver at forstå den handicappedes situation og bruger tid til at sætte sig ind i problemstillingerne. I denne situation føler den handicappede sig ikke mindre værd, og man kan bedre klare et afslag, hvis det begrundes ud fra en ligeværdig samtale. Informanterne er ikke enige om, hvorvidt det kan lade sig gøre at skabe et ligeværdigt møde, mange mener at det er udelukket pga. den formelt meget uligeværdige magtfordeling.

Det dårlige møde:

I det dårlige møde føler den handicappede sig misforstået og føler, at reglerne er så firkantede, at det nærmest er umuligt at passe ind, så man kan få hjælp. Nogle af informanterne i specialet fortæller om socialrådgivere, der er nedladende og fordomsfulde og måske allerværst; mistænkeliggørende i forhold til, om man nu virkelig har brug for den hjælp, man søger om. De fleste af informanterne har oplevet at skulle kæmpe for at få den fornødne hjælp. De oplever dog sjældent socialrådgiveren som skurken, men derimod systemets kompleksitet, økonomiske begrænsninger samt lange sagsbehandlingstider som de største udfordringer.

Fokus på problemerne:

Informanterne i specialet er meget enige om, at det næsten altid er hårdt at mødes med socialrådgiveren. Som handicappet (eller som forældre til en handicappet) skal man fremhæve alle udfordringerne og de svære og hårde ting for at få den hjælp, der er nødvendig. I nogle tilfælde føles det ikke, som om socialrådgiveren er der for at hjælpe, men tværtimod som en form for modstander,der skal overbevises. Man skal ikke blot beskrive, hvad man har brug for, men også lægge en strategi, have styr på paragrafferne og argumenterne for at få den nødvendige hjælp. I det hele taget skal man, måske ikke ligefrem gøre sig dårligere end man er, men ihvertfald fokusere på alt det svære. Og det er hårdt, når man i sin hverdag forsøger at fokusere på det gode og forsøger ikke at lade handicappet fylde for meget. Det står i klar modsætning til alle andre steder i samfundet, hvor man vil fremhæve sine styrker, når man forsøger at opnå noget. Desuden tydeliggør det også det meget skæve magtforhold, når den ene må gøre sig lille og svag, mens den anden har magten til at bevilge eller afvise det, den anden har brug for. Samtidig er der en underlig dobbelthed i, at man skal have ressourcerne til at argumentere og kræve sin ret samtidig med at man skal fokusere på sine svagheder og problemer.

Min erfaring

Personligt kan jeg absolut nikke genkendende til specialets resultater. Jeg genkender klart dobbeltheden i at skulle have ressourcer til at kæmpe for at få den rette hjælp og samtidig ikke have ressourcer til at klare hverdagen uden støtte. Dog må jeg sige, at lige siden vores første møde med det offentlige system som handicapfamilie, har vi næsten kun mødt personer, der gerne ville hjælpe os indenfor de rammer, de havde mulighed for. Vi har oplevet masser af empati og forståelse for vores situation, og det har været rigtig rart at opleve, også fordi man hører mange historier om det modsatte. Og vi har, siden Aksel fik sin diagnose, fået den hjælp, vi har bedt om. Men vi har også altid været velforberedte og vidst, hvad vi havde ret til. Jeg synes faktisk det sværeste har været – og stadig er – at det er os som forældre, der skal have overblikket og agere projektledere, fordi man ingen hjælp får, hvis ikke man selv beder om det, og fordi der er så mange forskellige instanser involveret i at støtte Aksels udvikling. Vi skal hele tiden være et skridt foran.

Hvordan har du oplevet mødet med det offentlige system?

Skriv et svar