Og så blev det allerede september

20130824_154508Det står sløvt til med et opdatere her på Flikflakfamilie. Men den ene dag tager den næste, og der er ikke tid til de store reflektioner. Hverdagene flyver, og weekenderne nydes med det dejlige sensommervejr.

For et par uger siden tilbragte vi en skøn weekend i Skallerup Klit, hvor vi formåede at finde en fin balance mellem oplevelser og pauser for Aksel. Vi har tidligere været afsted med noget mindre succes. Vi nåede klart Aksels grænse, hvilket han viste ved at være vågen i tre timer natten mellem lørdag og søndag. Han var heldigvis ikke ked af det, han kunne bare ikke finde ro. Men han havde en rigtig skøn dag lørdag, hvor han klarede både to ture i badeland, strandtur, tur på legeplads og familiesamvær med godt humør. Og så tager vi med, at han reagerede efterfølgende. Til gengæld var han så ikke meget værd søndag, og vi listede lidt omkring ham og stillede ingen krav. Vi skiftedes til at blive hos ham ved sommerhuset, mens resten af familien lavede andre ting, og det fungerede godt.

Weekenden startede dog lidt mere stressende ved, at Aksel, kort efter vi var ankommet, forsvandt! Vi har aldrig oplevet, at han er stukket af eller lignende, og han tullede lige så stille rundt udenfor de to sommerhuse, vi boede i, og vi holdt øje med ham med et halvt øje. Men pludselig var han væk, og han svarede ikke, når vi kaldte. (Det gør han i øvrigt aldrig). Der gik heldigvis kun et par minutter, så blev han fundet under en dyne inde i sommerhuset, men vi nåede lige at blive bekymrede. For hvis Aksel bliver væk, så er han jo ret ‘lost’. Han kan ikke finde ud af at bede andre mennesker om hjælp, han kan ikke fortælle, hvad han hedder, og hvor han kommer fra, og desuden er han så stor nu, at andre ikke nødvendigvis vil tænke, at der er noget galt i, at han går rundt alene, som man jo ville tænke, hvis han var 2 år.

Resten af weekenden holdt vi godt øje med ham, men lod ham ellers gå sine egne veje (fordi han jo netop også har brug for at tulle rundt selv indimellem for at lade op). Han holdt sig lige ved husene hele tiden. Når der var noget, han gerne ville, kom han og foreslog det. F.eks. legeplads, og så gik vi sammen derhen. Hvis vi sagde nej til noget, blev han sur, men han accepterede det og gik ikke selv.

Oplevelsen mindede os om, hvor handicappet Aksel faktisk er. Det er jo ikke noget, vi har været i tvivl om, men i hverdagen er det ikke noget, vi tænker meget over. Heldigvis var det en så dejlig weekend med mange skønne oplevelser med Aksel, at oplevelsen ikke kom til at fylde ret meget. Tværtimod valgte vi at fokusere på, hvor dygtig han var til at rumme weekendens mange aktiviteter og til at holde sig tæt på os andre hele tiden.

 

Skriv et svar