Om at have et handicappet barn

I tråd med mit sidste indlæg, kom jeg i går tilfældigvis forbi en blog med et indlæg med en masse kommentarer, der handlede om at ville fravælge fosteret, hvis det viste sig, at barnet havde downs syndrom.

Et af de argumenter der blev brugt var, at det ville være synd for det første barn at skulle være søskende til et barn med downs. Et andet argument var, at familien ikke ville kunne klare at få et handicappet barn.

Det er ret underligt at læse sådan noget, når man selv har et handicappet barn. Jeg skrev ikke en kommentar, men jeg har tænkt over, om de samme personer så også ville mene, at vi aldrig skulle have fået Eskild, fordi det er synd for ham, at han har Aksel til bror? Og det der med at kunne klare at have et handicappet barn. Altså når man vælger at blive gravid, så bliver man jo nødt til at “kunne klare”, at barnet kan have et handicap eller en anden udfordring, for selvom man kan undersøge for downs og enkelte andre handicaps, så vil langt de fleste handicaps jo først opdages senere.

Det var min første reaktion som handicapmor.

Når jeg ser på det lidt mere udefra, så ved jeg jo godt, at man udtaler sig og reagerer ud fra sit eget liv og de livsvilkår og den viden man har, og jeg kunne helt sikkert have givet de samme svar, før vi fik Aksel. Og selvom jeg ikke længere er ked af, at jeg har fået et handicappet barn, så har accepten af det været betinget af, at jeg også fik lov at prøve at få et barn, der udviklede sig normalt. Jeg har den samme drøm om det perfekte barn, som alle andre.

I virkeligheden var det, der provokerede mig mest i mange af kommentarerne, at det fremstod som om, det at få et barn med downs ville være noget af det værste, der kunne ske. Ja, det kan være hårdt at have et handicappet barn, men man får til gengæld også rigtig meget igen og lærer at sætte pris på nogle helt andre ting i livet. Desuden er der vist ikke mange, der kommer igennem et helt liv uden udfordringer, og vores udfordring hedder så autisme.

Måske skal vi med handicappede børn være bedre til at udbrede det budskab. Og måske er “Undskyld vi er her” en af vejene. For mig er det ihvertfald rigtig rart at se, at pigerne i programmet ser ud til at få et rigtig godt og indholdsrigt liv, for det er også det, jeg ønsker for min søn.

Jeg er ikke den eneste, der gør mig tanker i denne retning. Kig ind her og her og få input til emnet fra to andre flikflakmødre.

For en god ordens skyld vil jeg gerne lige understrege, at jeg har fuld forståelse og sympati for hende der står bag indlægget på den blog jeg henviser til, og jeg er rigtig glad for, at det siden har vist sig, at hun ikke skal tage det svære valg.

3 thoughts on “Om at have et handicappet barn

  1. Ingeborg

    man må altså heller ikke glemme at det at være søskende til et handicappet barn er lig med at blive overset, understimuleret og hvad der ellers ofte underforstås. Tværtimod er vi jo NETOP super opmærksomme på de søskende der er. (og derfor eksisterer sådan noget som aflastning jo også) Der er MASSER af såkaldte normale børnefamilier hvor børnene i højere grad forventes at underholde sig selv (det er i hvertfald mit indtryk) og hvor forældrene i stedet bruger tiden på deres egne gøremål… Men det er så min fordom. Men uanset hvad, så synes jeg altid det er fint at bryde tabuer. Og der er ingen grund til man skal gå med den der scanningsbeslutning og føle sig helt forkert uanset hvad man tænker om det.

  2. Janni Post author

    Jeg er helt enig Ingeborg. Det er godt at få tabuerne frem i lyset, så fordommene kan minimeres. I øvrigt blev jeg så glad, da jeg læste din kommentar til indlægget – så præcist beskrevet hvordan det også kan være at have et handicappet barn og samtidig så forstående.

  3. Ingeborg

    Tak det er jeg glad for at du siger. Grundlæggende er der jo ikke nogen der ønsker at få et barn der har det sværere end andre børn – det tror jeg er hovedbudskabet i den debat – grunden er jo så nogle bekymringer eller forestillinger om hvordan det vil være – og det vi der er i den situation kan gøre er at gå ind og nuancere nogle af de (skræks)scenarier folk måtte have. På den måde er det jo et godt klassisk folkeoplysningsarbejde og det synes jeg er så vigtigt. Men følsomt er det jo også. Meget endda. Så man skal ikke føle sig forpligtet til at gå ind i den debat heller. synes jeg. Tak for din fine blog.

Skriv et svar