Om at være voksen

Jeg har oplevet en tendens til at mange i min generation ikke opfatter sig selv som ‘rigtig voksne’, selvom man måske har børn, hus, bil, job og lån i banken.

Engang kørte der faktisk en slags joke i min vennekreds omkring ‘voksenpoints’. Man fik mange voksenpoints for at købe en lejlighed, og hvis man fik et barn – hold da op. At købe et sommerhus gav iøvrigt max voksenpoints. Det var kun en joke, og der var ikke noget negativt i det, men det baserede sig jo på, at vi, som var i 20erne på det tidspunkt, ikke rigtig kunne forholde os til, at vi jo faktisk skulle forestille at være voksne. I har måske også haft følelsen eller oplevet det hos andre?

Jeg skal ikke gøre mig bedre (eller mere voksen), end at jeg selv havde svært ved at beslutte et huskøb, da Aksel var baby, fordi jeg syntes, det var alt for voksent at bo i hus, og så voksen var jeg jo slet ikke!

På det tidspunkt havde jeg aldrig mødt de store udfordringer, havde klaret mig godt igennem skole og uddannelse, havde altid haft masser af venner, havde en dejlig mand osv. Der var aldrig sket noget, der havde tvunget mig til at blive voksen. Jeg havde aldrig oplevet noget, der rystede mit verdensbillede, som helt forenklet bestod af tanker om, at man kan, hvad man vil og følelsen af, at livet ville mig det godt hele vejen igennem.

Men det ændrede sig, da vi opdagede, at Aksel ikke var som andre børn. I løbet af det år der gik fra vi blev opmærksomme på, at der var ‘et eller andet’ med Aksel til vi et år senere stod med en diagnose og en plads i en specialbørnehave, blev jeg voksen.

Den følelsesmæssige proces, jeg var igennem for at forstå og acceptere, at min søns liv så anderledes ud end jeg havde regnet med, og den kamp vi måtte tage for at sikre, at Aksel fik en hverdag et sted, hvor der var plads og ressourcer til, at han kunne udvikle sig, har gjort, at jeg nu føler mig voksen. Det er faktisk især det sidste, der har gjort mig voksen. Det at skulle tage ansvar og kæmpe for en god hverdag for sit barn, det gør noget ved en.

Jeg har fået et andet (og mere voksent) perspektiv på hele mit liv. Jeg kender mig selv meget bedre end tidligere, jeg ved at jeg er i stand til at kæmpe vigtige kampe (og vinde), og jeg er blevet god til at prioritere og vælge det, som er vigtigt for mig.

Faktisk kan jeg godt lide at være voksen. Jeg har altid været et positivt menneske, og det har grundlæggende ikke ændret sig. Jeg har også stadig det samme verdensbillede, men det er blevet mere nuanceret. Enhver krise skaber udvikling og for mig, har det at få et handicappet barn fået mig til at huske at nyde de gode ting i mit liv, acceptere de ting jeg ikke kan ændre, men i stedet få det bedste ud af det. Og så har jeg ikke mindst lært at sætte pris på de helt nye og anderledes ting, jeg oplever og lærer ved at være Aksels mor.

Så husk det, når krisen rammer; der kan komme noget godt ud af det. Faktisk kan du være så heldig at du bliver voksen af det – og det er ikke noget dårligt, kan jeg hilse og sige herfra voksen-verdenen.

3 thoughts on “Om at være voksen

  1. Tabitha

    Hvor er det et skønt indlæg :) Kender det alt for godt… vi købte et hus som skulle renoveres mere end vi lige regnede med… der skete også et eller andet dér – samtidig med at vi fik vores to skønne knægte :S

  2. Janni Post author

    Hej Tabitha. Tak for din kommentar. Dejligt at høre fra læsere, der ikke tidligere har givet sig til kende :-)

  3. Maj-Britt

    Kære Janni,
    Jeg sidder og læser på din blog og især dette indlæg rørte mig dybt.
    På trods af 2 børn, mand og hus samt job med myndighedsfunktion kan voksenbegrebet være vanskelig at forlige sig med.
    Kærlig hilsen en “gammel” skolekammerat :)

Skriv et svar