Omgivelsernes støtte i sorgprocessen

Tema: Den første tid med handicappet

Det er svært at fortælle udenforstående, hvordan man gerne vil have at de agerer overfor en, der er midt i en sorgproces. Og det er det, fordi den, der er midt i sorgprocessen, svinger så utrolig meget mellem at acceptere virkeligheden og at håbe og tro på, at det ikke er sandt.

Jeg oplevede mange gange, at jeg den ene dag blev glad, når andre sagde, at Aksel da virkede til at udvikle sig fint, og næste dag kunne jeg blive rasende og ked af det over det samme, fordi jeg netop den dag selv kunne se, at han ikke udviklede sig normalt. Det har ikke været nemt at gøre det rigtige overfor mig i den periode.

Samtidig var jeg så utrolig sårbar, at nærmest lige meget hvad andre sagde, så analyserede jeg på det, og jeg følte alt for ofte, at jeg ikke blev forstået. Og det tror jeg, er en følelse, som mange genkender. Hvis ikke man selv har været gennem den proces, det er at erkende og acceptere, at dit barn er handicappet, så er det umuligt at forstå helt til bunds, hvordan det er. Og det er en ensom følelse.

Det, man kan bede om fra sine omgivelser, er forståelse for, at man er i sorg, og at man har brug for at få lov til at sørge. Det værste, man som pårørende kan gøre, er at forsøge at trøste ved at bagatellisere barnets handicap og de følelser, man har. Så er det nemlig, at man føler, at man ikke bliver forstået.

Det er også vigtigt at skelne mellem medfølelse og medlidenhed. Det er godt at have medfølelse, men medlidenhed, hvor man placerer den sørgende i en underlegen situation, som en stakkel det er synd for, er ikke det, man har brug for. Det skaber afstand mellem den sørgende og den, der forsøger at hjælpe.

Jeg tror faktisk, at det bedste, man kan gøre som pårørende, overfor en der er i sorg over at have fået et handicappet barn, er at lytte og lade være med at komme med gode råd. Det er vigtigt, at sorgprocessen får lov til at tage den tid den tager for den enkelte person.

Som forældre skal man også huske, at barnets handicap også kan være svært at erkende for bedsteforældrene og andre der er tæt på. De skal også igennem en form for sorgproces, for det er jo deres barnebarn, som pludselig ikke har den fremtid foran sig, som de havde drømt om. Personligt havde jeg svært ved at rumme dette i den første svære tid.

Hvordan har du oplevet omgivelsernes reaktioner, da du skulle erkende og acceptere dit barns handicap? Jeg håber, du har lyst til dele dine erfaringer i en kommentar, for min erfaring siger mig, at mange oplever følelsen af ikke at blive forstået, og mange pårørende er i tvivl om, hvordan de skal reagere. (Og det kan jo være, at der er en enkelt pårørende, der kigger med, som kunne lære noget :-))

2 thoughts on “Omgivelsernes støtte i sorgprocessen

  1. Signe Bang

    Kære Janni
    Jeg læser med på din beretning i flere afsnit, og… ja jeg bliver tung om hjertet. Der er rigtig meget jeg kan genkende fra vores proces. Bjørn var seks år og lige begyndt i skole da ”ballongen revnede” og vores verden blev vendt på hovedet. Man lære at leve med det, men som Jeanette Rothenborg også skriver, bliver der ved med at opstå nye situationer, nye små sorger, som man skal igennem. Der er perioder hvor det går fint og så er der perioder hvor man er kæmper… igen.
    Spændende tanker om pårørende. For os bliver det også ved at være en kilde til frustrationer. Pt. Er jeg ude i nogle overvejelser om vi på en skånsom måde kan skære kraftigt med på samværet med min familie. Rigtig tit ender det nemlig med at Bjørn bliver misforstået og skældt ud – især af min ene søster og hendes mand. Det kræver bare så meget energi at komme ovenpå igen både for Bjørn og mig.
    Glæder mig til næste indlæg
    Signe

  2. Janni Post author

    Kære Signe. Tusind tak for din kommentar. Det er så dejligt at få respons på sine tanker.
    Det er mit indtryk at nærmest alle med handicappede børn har udfordringer og frustrationer i forhold til omgivelsernes forståelse eller mangel på samme.
    Det er så hårdt, når man ikke bliver forstået. Også selvom de pårørende måske har de bedste intentioner. Man bliver nogle gange nødt til at tage nogle valg for sin egen (og sit barns) skyld, selvom det kan være svært. Min egen erfaring siger mig dog, at kommunikation, kommunikation og endnu mere kommunikation kan gøre meget. Det vil jeg skrive mere om på et senere tidspunkt.
    De bedste hilsner
    Janni

Skriv et svar