Reaktionsmønstre

Tema: Det usynlige handicap

reaktion på larm

(Illustration lånt her)

Jeg fandt denne illustration af, hvordan et barn beskytter sig selv mod høje lyde på Autismetankens pinterest board. Mange børn med autisme har problemer med at kapere høje lyde. Det har Aksel egentlig ikke – bortset fra andre børns lyde. Hvis Eskild larmer (og det er næsten lige meget om han græder eller griner/ snakker) så er Aksels første reaktion enten: “Han græder. Mor trøster ham” eller “Det gør ondt i mit hoved”, hvis han da har overskuddet til at sige noget. Hvis ikke der bliver ro med det samme, begynder han selv at råbe og løber ud af rummet. Og hvis det ikke er en mulighed at stikke af, så råber han selv endnu højere og begynder at slå enten på Eskild eller på os andre.

Og her er det, at jeg synes denne illustration er så god, fordi den viser optrapningen af reaktionen. Udenforstående lægger ikke altid mærke til optrapningen, fordi Eskild måske bare griner og pludrer, og derfor kan det let se ud til, at Aksel slår Eskild helt uden grund. Eller andre kan undre sig over, at vi lader Aksel forlade bordet midt i et måltid. Men han reagerer, fordi han er stresset og ikke kan overskue situationen. Og det hjælper ikke det mindste at skælde ham ud eller kræve noget af ham. Det eneste, der er at gøre, er at få ham ud af den situation, der har gjort ham stresset. F.eks. ved at lade ham gå ind i et andet rum.

Derfor er vi altid meget opmærksomme herhjemme og ikke mindst, når vi er andre steder for at forsøge at forebygge, at Aksel ikke når dertil, at han ikke kan overskue situationen. Det er ikke nødvendigvis lyde der stresser ham, men indtryk i det hele taget. Det er altid ubehageligt, når andre opfatter vores søn som uopdragen, fordi det er sådan, han virker i situationen, når man ikke kender til hans handicap.

I andre situationer, kan det for andre (som kender til Aksel og hans handicap) se ud som om, Aksel har overskud og klarer en situation rigtig godt, hvor det kun er os forældre, der kan mærke, at der sker en optrapning af hans stress. I de situationer kan det være svært for andre at forstå, at vi bliver nødt til at tage hjem med ham, når han faktisk virker glad i øjeblikket. Men vi kender de små tegn på, at Aksels overskud er ved at være brugt, og erfaringen har vist os, at vi er nødt til at respektere hans grænser.

Jeg forsøger altid at kommunikere mig selv og ham igennem de situationer, og det skriver jeg om i mit næste indlæg.

Skriv et svar