Sommerferie 2013

CAM00202Hverdagen er i gang igen her hos os. Vi bøvler med manglende søvn hos de to unge herrer i huset og dermed også hos forældrene. Men jeg skylder vist et par ord om vores sommerferie.

Som altid har vi gjort, hvad vi kunne, for at det skulle blive en rigtig god ferie for os alle fire, og her er sommerhusferie den helt rette ferieform for os. For Aksel er det perfekt, at der er ro og samme rammer hele ugen. Han skal ikke forholde sig til andre mennesker hele tiden, som på en campingplads eller et hotel, og samtidig er der plads til at udfolde sig i hus og have og med strand og anden natur lige ved.

CAM00251For os andre var den store fordel ved disse rammer, at Aksel så kunne rumme, at vi havde gæster mange dage, fordi han var tryg. Disse dage kunne vi voksne sidde i solen med lækker mad og hvidvin og snakke, mens Eskild legede med vennernes børn, og Aksel nød at lege for sig selv i haven. Andredage tog vi på kortere eller længere udflugter og med grundig forberedelse og ikke for høje forventninger til turenes længde og indhold gik det rigtig godt. Vi havde bl.a. en dejlig dag på Frilandsmuseet og en lidt stresset tur i Jesperhus Blomsterpark, hvor der var alt for varmt og for mange mennesker til at det kunne blive den helt store succes for Aksel. De helt store forlystelsesparker valgte vi fra, da ingen af børnene ville have fået nok ud af det i år.

CAM00258Den sidste uges ferie brugte vi hjemme, egentlig var det meningen, at vi ville have taget nogle ture med Eskild alene, men han var syg med feber i 3 dage, så det var begrænset, hvad vi nåede. Vi sluttede ferien af med at aflevere begge børn hos Mormor og Morfar lørdag morgen og køre til Århus og shoppe og bade og derefter bare hjem og slappe af og gøre klar til hverdagen, indtil børnene blev leveret søndag eftermiddag.

Efter en så dejlig ferie efterfulgt af to hårde arbejdsdage er det så nu, man begynder at overveje, hvornår det er tid til ferie igen…

Skriv et svar