Sorgen over barnets handicap

Tema: Den første tid med handicappet

Når man opdager, at ens barn er handicappet, er det et stort chok. Det gælder både, hvis man får beskeden om sit nyfødte barn, og hvis man opdager handicappet senere. Man har haft forestillinger om barnet og dets fremtid, og idet man får diagnosen ændres disse forestillinger, og man ved ikke længere, hvad der venter.

Der ligger meget symbolsk i at få børn. Både det at føre arven videre og billedet af den perfekte familie, som vi nok allesammen har drømt om. Den drøm braser sammen, når man opdager at det barn, man forventede var perfekt, i stedet er handicappet.

Det er en speciel situation, fordi man stadig har sit barn, som er som han eller hun altid har været. Det, der har ændret sig, er drømmene for fremtiden.

Gurli Fyhr har skrevet en bog, som handler om den sorg det er, at få et handicappet barn. Fyhr kalder det den forbudte sorg, fordi man jo stadig har barnet, og det kan derfor virke mærkeligt at kalde det sorg. Hun beskriver det med, at man har et drømmebarn, og når man så får et helt anderledes barn, så må man sige farvel til det barn, man drømte om. Og det er en sorg. Men heldigvis en sorg, som man kan komme igennem.

Alle tackler sorg forskelligt og helt personligt, og der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det, som er vigtigt, er, at man anderkender sorgen og lader den være der. For hvis ikke man gør det, så bliver sorgen hængende og kommer til at fylde alt for meget resten af livet.

En sorgproces kan vare alt fra få måneder til mange år, og igen er der ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Sorgprocessen må tage den tid den tager for den enkelte.

Den første reaktion på at få at vide, at der er noget galt med barnet, vil ofte være protest og afvisning af, at der er et problem. F.eks. blev jeg vred på min veninde, som var den første der nævnte, at hun var bekymret for Aksels udvikling, og afviste det blankt.

Herefter går man oftest ind i en fase, hvor man skifter mellem at kunne se virkeligheden i øjnene og ikke kunne se det. Som forældre kan man ikke bare acceptere handicappet uden videre. Man har brug for tid til at acceptere en så stor omvæltning, og derfor sørger vores forsvarsmekanismer for, at man ikke tager beskeden ind så pludseligt, men mere i små bidder, så man vender sig til den nye situation. Derfor skifter man hele tiden mellem at forstå og acceptere, at der er et handicap og afvise det. Hos os var det en proces, der stod på i et halvt års tid, hvor vi skiftede meget mellem at tænkte, at han nok ville vokse fra sine problemer, og at det var virkelig alvorligt. Det er en ekstrem hård periode, fordi det er her, man skal acceptere, at både drømmene for barnet og hele familielivet er ændret for altid.

Selv når man synes man har accepteret barnets handicap og de nye livsvilkår, vil man fortsat opleve situationer og perioder, hvor sorgen dukker frem igen. F.eks. synes jeg der gik lang tid, før jeg vænnede mig til at se Aksel sammen med jævnaldrende, uden at jeg blev ked af, at han ikke kunne det samme. Og i perioder, hvor han har det svært, dukker sorgen ofte op igen.

Når man er igennem processen og har accepteret barnets handicap, begynder man samtidig at mærke, at det ikke er verdens undergang, at man fik et handicappet barn, men at man faktisk kan have et godt og lykkeligt familieliv. Det er ikke det samme liv, som man ville have haft med et almindeligt barn, men det er et mindst lige så godt liv.

I det næste indlæg vil jeg fortælle mere om vores sorgproces.

Skriv et svar