Søskende har også brug for opmærksomhed

Gæsteindlæg

anna hjorth

Børn med særlige behov fylder ofte rigtig meget i en familie. Derfor kan det være svært at give alle børnene i familien lige meget opmærksomhed.

Jeg har fået den store fornøjelse at skrive et gæsteindlæg her på flikflakfamilie. Et indlæg som vil omhandle søskende til børn med Autisme eller ADHD.

Først vil jeg præsentere mig selv. Jeg hedder Anna Hjorth og er mor til 3 dejlige børn på 9,11 og 13 år. Vores ældste datter, Ditte, har infantil autisme. Foruden at være mor og gift med Christian, er jeg selvstændig Autisme og ADHD rådgiver i Nordjylland.

Hvad oplever søskende?

Vi er sikkert enige om, at søskende både har ret til og brug for opmærksomhed. Men det er ikke så simpelt, som det lyder, og derfor er det også et emne, der ofte bliver bragt på bane i min klinik.

Påtager søskende sig en rolle, som de ikke magter barndommen igennem, kan det få betydning for resten af deres liv.

Forestil dig en søskende, som prøver at gøre alt perfekt for at undgå at barnet (med særlige behov) bliver sur og mor og far kede af det – det er hvad mange søskende prøver på, men opgaven er uoverkommelig, og de får ofte alligevel skæld ud.

Eller søskende der selv må finde de rette strategier for at undgå konflikter. De strategier, de selv finder, er ofte at bukke under og finde sig i mere end godt er – for at bevare freden i familien.

Eller søskende, som står i skudlinjen, når barnet afreagere eller får en nedsmeltning. Det kan betyde, at søskende kan blive slået på og råbt af.

Det kan ske i selv den mest opmærksomme familie – men forskellen er, om forældrene giver søskende strategier til at undgå at stå i skudlinjen og ikke bukke under for barnets ønsker og behov (hensyn er noget andet).

Det er også afgørende, at forældrene hver gang det alligevel går galt, får fortalt søskende, at det ikke var deres skyld, at barnet slog eller sagde grimme ting – også selvom søskende har drillet barnet, så vil det aldrig kunne forsvare et sådan anfald eller udbrud, som kan komme som lyn fra en klar himmel!

Har søskende gjort noget forkert, skal de naturligvis guides til en anden adfærd på lige fod med barnet med særlige behov.

Hvorfor er det så vigtigt?

Disse søskende kan på sigt blive voksne, som trækker sig væk fra andre mennesker og føler sig usynlige og ligegyldige.

Er de så uheldige at få en kæreste, som siger grimme ting, nedgør, eller slår dem – vil de ofte ikke være i stand til at reagere på det, og de vil have svært ved at bede andre mennesker om hjælp, for det blev måske forsøgt som barn, men der blev de ikke hørt!

Med andre ord er der alt mulig grund til at give søskende opmærksomhed – og ikke mindst omsorg og de rette strategier, så de kan navigere rundt i en familie, hvor stress og konflikter kan fylde meget i hverdagen.

Hvad kan du gøre ?

Som forælder er du selv mærket i større eller mindre grad af de udfordringer, der følger med, alt efter hvor godt dit barn trives.

Den bedste løsning på udfordringen med tid og opmærksomhed til søskende, vil selvfølgelig være at få barnet med særlige behov i trivsel, for trives barnet, så trives resten af familien…

Men indtil du når det mål eller sideløbende med – er her nogle helt konkret ting du kan gøre:

  • Du må have fokus på, at søskende ønsker at leve i en familie, som er så normal som muligt, det betyder, at søskende skal have lov til at gå til sport og have venner med hjemme på besøg (i det omfang det er muligt) – altså ikke gøre hele familien anderledes!
  • Søskende kan du give strategier, til hvordan de kan aflæse barnet, sådan de ikke står i skudlinjen – det kan være barnet kniber øjnene sammen på en bestemt måde, før uvejret bryder løs eller barnet ændre sit sprog, øjnene bliver mørke osv. Kan du finde en særlig ting, som søskende kan aflæse, sådan de kan være ekstra OBS og måske løbe væk!
  • Når uvejret bryder løs, er det vigtig at de ved hvad de skal gøre – skal de sige noget bestemt til barnet, løbe væk, hente hjælp – hvad er bedst i jeres familie?
  • Ligesom I ikke skal irettesætte barnet, er det vigtig I også guider søskende på vej. Søskende vokser og udvikler sig ikke af skæld ud, men der imod ved at få af vide, hvad de kan gøre anderledes næste gang. Guider I barnet – men skælder ud på søskende, når noget går galt, vil forskellen på opdragelsen blive markant.
  • I kan give søskende tryghed og opmærksomhed ved at finde et bestemt tidspunkt på dagen, hvor søskende kan tale uforstyrret om sine tanker og følelser. Det kan være ved sengetid, hvor søskende ved, I har tid til at lytte nærværende.
  • Bor børnene ved både mor og far, kan I dele jer op, sådan den ene er sammen med barnet og laver noget som er sjovt for ham/hende og den anden er i skoven, svømmehal, Zoo ol. med søskende. Det er vigtig med oplevelser, hvor søskende ikke skal tage hensyn til barnet, eller hvor det er barnet der sætter dagsorden eller skaber dårlig humør.
  • Der er rigtig mange ting at tage hensyn til, når en familie skal fungere. Husk det er tilladt at bede om hjælp blandt familie og venner, hvis denne mulighed er til stede.
  • Området omkring søskende er enormt stort, og der er mange råd, som kan følges. Det vigtigste er dog, at I er OBS på at alle børn i familien trives, diagnose eller ej.
  • For nogle kan aflastning i hjemmet/uden for hjemmet være en mulighed.
  • Nogen har brug for praktisk hjælp i form af barnepige, rengøringshjælp, vinduespudser ol.
  • Det drejer sig om at finde det, som virker i lige nøjagtig din familie – og ikke bare acceptere forholdene, hvis de ikke er tilfredsstillende.

Jeg ved det er nemmere at skrive, end det er at udføre i livet. Vælg et punkt af gangen, som du vil ændre – på den måde kan du arbejde dig frem til at være mere OBS på søskende, uden det bliver uoverskueligt.

Har du lyst til at høre mere om søskende, holder jeg bla. Foredrag på kulturstationen i Skørping den 6/2 -14 – du kan læse mere på:

www.anna-hjorth.dk

De bedste hilsner

Anna Hjorth

One thought on “Søskende har også brug for opmærksomhed

  1. Pingback: Formidling fra dem der ved bedst | flikflakfamilie

Skriv et svar