Vejen videre – når dit barn har autisme

Anmeldelse

Jeg har faktisk haft bogen Vejen Videre – når dit barn har autisme liggende siden den udkom for et halvt år siden, men af en eller anden grund har jeg ikke rigtig fået læst så meget i den før nu.

Vejen videre – når dit barn har autisme er skrevet af et forældrepar, som selv har en søn med autisme. Bogen er ekstremt grundig og kommer rundt om alle de emner, man kan forestille sig, der kan være relevante i den første periode efter ens barn har fået diagnosen. Man kan læse den fra ende til anden, eller man kan slå op på de emner, der er relevante nu og her.

Bogen kommer ind på autismens historie, hvad autisme er, barnets udvikling, skoletid, familien, muligheder for hjælp og mange andre ting. Der er eksempler fra forskellige familier, og den faglige viden kommer fra de største fagfolk på området. Det er en bog, der svarer på mange af de spørgsmål man har som nye handicapforældre og som samtidig er skrevet i et letforståeligt sprog. De mange eksempler fra forskellige familier gør, at bogen bliver meget mere nærværende og interessant at læse. Og de fleste af emnerne er faktisk interessante for mig, selvom Aksel har haft sin diagnose i flere år.

Noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved bogen, er, at den ikke lader som om, at den kender alle svarene og ved præcis, hvordan et barn med autisme er. I modsætning til anden faglitteratur, så fortæller bogen, om hvordan autismen kan komme til udtryk og hvilke udfordringer, man måske står over for. Og mange af eksemplerne er solstrålehistorier om, hvordan bekymringer er blevet gjort til skamme, uden at det dermed kammer over og bliver gjort til en dans på roser at have et barn med autisme.

Bogen afsluttes med et citat om familielivet med et barn med autisme fra en forælder, som jeg rigtig godt kan lide: “Det er et liv, der vil være udfordrende og ikke uden problemer. Men bestemt heller ikke kedeligt – og alt i alt mere indholdsrigt. Der ligger mange oplevelser og venter. Nogle er sjove, nogle er svære, men alle er hjertelige.” (Torkil Sonne).

Som Jesper Juul også skriver i bogens forord, så er det en bog der har manglet. Jeg manglede den ihvertfald, da Aksel fik sin diagnose, på det tidspunkt ville jeg have slugt den, og den ville have været en stor støtte i processen. Jeg kan varmt anbefale bogen til alle med et barn med autisme. Og hvis dit barn har et andet handicap, er der absolut også dele af bogen, der vil kunne bruges som inspiration.

Vejen videre – når dit barn har autisme er skrevet af Jeanette Ringkøbing Rothenborg og Michael Rothenborg og udgivet af forlaget Pressto. Den kan bl.a. købes her.

2 thoughts on “Vejen videre – når dit barn har autisme

  1. Pingback: Anmeldelse: Johan er sådan en glad dreng | flikflakfamilie

Skriv et svar