Vores jul

Jeg har så travlt med at nyde juleferien, at jeg slet ikke har fået fortalt om, hvordan julen er gået herhjemme.

åbnergaveJeg har måttet sande, at Aksel ikke er vild med juleaften. Lige fra morgenen d. 24. december, var han  pirrelig og blev let frustreret. Han må have kunnet mærke en anderledes stemning. Vi spurgte, om han ville med i kirke, men det ville han ikke, så han og jeg gik en tur, mens de andre var i kirke. Han snakker ellers om den dag han var i kirke med børnehaven hele tiden og kigger på billeder derfra, men juleaftensdag ville han ikke, og det var selvfølgelig i orden. Om aftenen fløj han rundt og sad ikke stille ved aftensbordet mange minutter. Han ville ikke danse om juletræ. Han sad dog med et lille smil og så på, at vi andre dansede, men når vi spurgte, om han ville være med, løb han råbende ind på værelset og smækkede døren. Vi fortsatte, men lod Aksel passe sig selv og lave hvad han havde lyst til. Vi holdt fast i, at juleaften foregik som altid, og lod det være op til Aksel selv, hvor meget han ville deltage i.

Gaverne var faktisk det, der gik bedst. Aksel åbnede selv alle sine gaver. Nogle dog først d. 25. Nogleaf gavernes indhold var han ikke interesseret i, men de fleste kiggede han lidt på, inden han var videre. Han fløj rundt det meste af aftenen og kunne på ingen måde stilles ved noget. Dog sad han stille et par minutter, da han fik Halfdans ABC. Den har han haft tidligere, men en dag rev han alle siderne i småstykker uden at tænke over konsekvensen, og var bagefter ked af, at han ikke længere havde bogen. Så det var et glædeligt gensyn og klart hans bedste gave. Ellers har han faktisk haft mest glæde af papkasserne som hans og Eskilds gaver var i. Dem har han leget meget med siden.

halfdansabc

Bortset fra juleaften nyder Aksel julen og ikke mindst ferien. Han hører julemusik til den store guldmedalje, og det må vi nok finde os i et stykke ind i det nye år. Han tuller rundt og nyder at der ikke stilles store krav. Han sover længe om morgenen, dimser med juletræet, hører musik og stiller papkasser og andre ting op i store opstillinger. Vi har været meget herhjemme og haft få gæster indimellem. Vi har været et par dage hos Aksels mormor og morfar, hvor Aksel nød at være, mens vi andre kunne komme lidt ud af huset uden at tage hensyn til hans autisme.

Jeg synes, vi har formået at tage hensyn til alle i denne jul, og det er jo sådan det skal være. Det har ikke været perfekt, alle har måttet gå lidt på kompromis ind imellem, men alle er også blevet tilgodeset, og ferien har indeholdt gode ting for os alle. Nu er det snart nytår og tid til at gøre status over hele 2013 og se frem mod et nyt og ubrugt år.

2 thoughts on “Vores jul

  1. Anna Hjorth

    Det er så fantastisk at du beskriver en jul på godt og ondt, når vi har børn med særlige behov. Det er rigtig dejlig at læse, I har holdt en jul hvor der er blevet taget hensyn til alle, for ja sådan må det være :-) Håber at I kommer godt ind i 2014 :-)

Skriv et svar